top of page
Idestrups Puls på mobil
Idestrups Puls på computer

Idestrups Puls findes også online.
 

Vi har gennem de seneste år fået flere og flere materialer, som medlemmerne kan låne gennem Idestrup og Omegns Grundejerforening. Det er vi rigtig glade for, men det betyder også, at der efterhånden kan være mange ting ude at låne på samme tid. 😅

Indtil nu har reservationerne primært været håndteret via materialetelefonen og manuelle papirer i en mappe. Det fungerer, men det kræver også en del tid at tage imod opkald, skrive reservationer ned og holde styr på, hvad der er ledigt hvornår.


Derfor lancerer vi nu vores nye online udlånssystem.


I systemet kan du selv:

  • se hvilke materialer der er ledige

  • vælge dato og låneperiode

  • reservere de materialer, du har brug for

  • se din reservation igen senere

  • ændre eller annullere din reservation online

Systemet hjælper samtidig os i foreningen med at holde et langt bedre overblik over vores lager og de mange materialer, der er ude hos medlemmerne.

Materialetelefonen fortsætter frem til 15. december


Vi ved godt, at nye digitale løsninger ikke er lige nemme for alle.

Derfor fortsætter materialetelefonen parallelt med det nye system frem til og med 15. december. Det kan man passende også ringe til, hvis man har brug for en hånd til at navigerer systemet.

Fra 16. december vil bestilling af materialer kun kunne ske online.


Vi har gjort meget for at gøre systemet så enkelt og overskueligt som muligt. Men hvis du synes, teknikken er svær, håber vi, at et barn, barnebarn, nabo eller en anden, der er vant til at bruge nettet, vil give en hånd med de første gange. 🙂


Hvorfor ændrer vi det?

Det handler først og fremmest om at bruge foreningens tid bedst muligt.

Når reservationer håndteres manuelt, går der en del tid med telefonopkald, noter, papirer og efterfølgende koordinering. Samtidig er vores lager vokset, så det i dag er væsentligt mere omfattende at holde overblik over, hvad der er ledigt, reserveret eller allerede udlånt.

Det nye system giver både medlemmerne et bedre overblik og frigiver tid hos os i bestyrelsen, som vi i stedet kan bruge på andre opgaver og aktiviteter i foreningen.


Hvad med leje af trailer? Traileren har sine lidt egne regler, i forhold til materialer. Derfor er det bedst, at den fortsætter med at kunne lejes, ved at ringe på trailer udlejningsnummeret. Det kan du finde her.

Sådan kommer du i gang

Du finder det nye udlånssystem her:




Her kan du både lave en ny reservation og finde en eksisterende reservation igen.

Afhentning og aflevering foregår fortsat som hidtil:

Carporten ved BlækspruttenØstergade 1

Vi håber, I vil tage godt imod det nye system – og at det på sigt bliver lettere både for jer som medlemmer og for os, der administrerer udlånet.

 
 

Idestrups Puls #7 er på vej – her er en lille forsmag!


Efteråret nærmer sig, og det gør næste udgave af Idestrups Puls også.


Men inden vi taler om indholdet af den nye Puls, så har vi lidt diverse opdateringer fra bestyrelsen.


For selvom vi jo altid knokler løs for at skabe liv og fælleskab, så må vi også sige at vi har taget en lille puster her i sommerferien. Vi knoklede rigtig hårdt, for at skabe en fed LateNight og herefter, skulle vi lige samle kræfter og se vores familie lidt igen.


Det bærer udgaven af pulsen også en lille smule præg af - men fortvivl jer ej, for der er lagt nogle spændende arrangementer i støbeskeen, som vi arbejder på at realiserer de kommende måneder.

Udgave #7 - 2026 forsiden.
Udgave #7 - 2026 forsiden.


Hvad kan du glæde dig til i Idestrups Puls #7?


  • Vi har brug for flere hænder!

    Blandt de første 4 sider, finder i en eftersøgning. Vi søger stadig med lys og lygte, for at finde en materialeforvalter - men vi har også en annonce i bladet, for at finde en ny sekretær. - Betyder det at Kimmie er på vej ud? Absolut ikke! 😅 Men vi er ved at flytte ansvar lidt rundt, og dermed har vi brug for en ny sekretær. Lyder det spændende, så læs med i bladet om hvad det indebærer.

  • Halloween konkurrencen!

    Vi har før haft konkurrencer. Vi har før haft en "find-ord"-udfordring. Men de har været med priser, der hovedsageligt var for de voksne. Det skal vi gøre op med denne gang. For Halloween konkurrencen, byder i den grad op til, at forældre sætter sig sammen med ungerne og finder halloween ord. Præmierne på højkant er HELE 3 STYK denne gang. Biograf-biletter og både 1 og 2kg's blandet slik! Ja tak!

  • En opfølgning på vores kæmpe LateNight! Vi har lavet en samlet intern opgørelse omkring dette års LateNight. Det kan du også læse mere om i bladet, men en lille bemærkning allerede nu: Vi kommer formentlig ikke til at gøre det på samme måde næste år.

  • Kirkebladet Vi er smeltet sammen og derfor finder i naturligvis også den nyeste udgave af Kirkebladet i Pulsen. I Grundejerforeningen, er vi faktisk en smule blæst bagover, over hvor stort et stykke arbejde der bliver lagt i kirken. Vi er imponeret over de mange arrangementer der er på listen, samt hvor bredt det favner. En klar opfordring fra os, til både unge og ældre.

  • Og meget, meget mere. I finder også trafik opdateringer, hjertestarter oplysning, materialer og meget andet i bladet denne gang. God læselyst!



Hvis I mod al forventning ikke modtager bladet senest 16. September, opfordrer vi til at kontakte bestyrelse@idestrup.info og oplyse jeres adresse. Så sørger vi for, at det kommer så hurtigt som muligt.




Er du stadig ikke blevet medlem af Grundejerforeningen?

Meld dig ind, og støt arrangementer som dette. Samt alle de andre ting vi gør, for byen og fælleskabet.





 
 

Idestrups Puls #5 er på vej – her er en lille forsmag!


Foråret nærmer sig, og det gør næste udgave af Idestrups Puls også.


I 5. udgave af Pulsen har vi samlet en håndfuld historier og opdateringer, der på hver sin måde handler om det samme: at Idestrup bliver løftet, når vi løfter i flok.


Vi introducerer også et helt nyt samarbejde.


Som forsiden antyder, er Kirkebladet nu en del af Pulsen. Det kan I læse mere om længere nede.

Udgave #4 - 2025 forsiden.
Udgave #4 - 2025 forsiden.


Hvad kan du glæde dig til i Idestrups Puls #5?


  • Forår for børnefamilierne

    Vi skyder sæsonen i gang med noget, der (forhåbentlig) bliver en fast tradition i Idestrup. Noget der får både små og store til at smile. Ja, der vil formentlig være chokolade.🐣

  • En hyldest til den lokale opbakning! Når lokale aktører bakker op, kan vi skabe oplevelser på tværs af generationer, og i denne udgave fortæller vi om en støtte, der allerede har gjort en forskel i 2026.

  • En hjørnesten i hverdagen Vi sætter fokus på noget, mange af os måske tager for givet i en landsby, men som betyder mere, end man lige tror: Den lokale købmand og hvad opbakning betyder i praksis.

  • Giro 413? I har måske allerede læst historien i Folketidende, på facebook eller hørt om den fra naboen. Men i skal ikke snydes for en trykt version også. Musikoplevelsen på plejehjemmet er naturligvis også med. 🎶

  • En vigtig dato (og ny lokation) Vi minder selvfølgelig også om årets generalforsamling, og denne gang er der en vigtig ændring, som er værd at bemærke.

  • Late Night – nyt samarbejde, samme sjæl Late Night er en af byens store traditioner, og vi kan løfte sløret for et nyt samarbejde, der skal sikre både den hyggelige stemning og give plads til at udvikle arrangementet. 🌙

  • Beredskabet rykker fremad Der er sket konkrete fremskridt i arbejdet med et lokalt beredskab – både i forhold til organisering, næste skridt og hvad det betyder for os som by. Og så får du også en enkel tjekliste til, hvordan man kan starte derhjemme.


Kort sagt: Informationer der vedrører hele byen - og en rigtig god portion julestemning.

Vi begynder omdelingen af Pulsen i uge 11, hvor bladet langsomt vil begynde at lande i jeres postkasser.


Hvis I mod al forventning ikke modtager bladet senest 16. Marts, opfordrer vi til at kontakte bestyrelse@idestrup.info og oplyse jeres adresse. Så sørger vi for, at det kommer så hurtigt som muligt.



Kirkebladet - en del af Pulsen.


Vi må bare lige sige, at det her er et partnerskab, vi er vanvittigt stolte af.


Midt i Pulsen kan du som noget nyt nu finde Kirkebladet. Det vil fremover være en del af Idestrups Puls, og det er vi virkelig, virkelig glade for i Grundejerforeningen.


Kirken er vel vores største og flotteste vartegn her i byen.


Ikke nok med det, den drives også af en fantastisk præst, som både engagerer sig i beredskabet og inden længe flytter her til byen i den nye præstebolig.


Kirkebladet er placeret smart midt i bladet. Det betyder, at du nemt kan tage fat i siderne og trække det ud, så du har det liggende separat. Ja, det er faktisk ret smart. 😉



En venlig påmindelse om Generalforsamlingen


Husk, at vi den 18. marts kl. 19.00 afholder generalforsamling med dagsorden ifølge vedtægterne.


Denne gang er vi flyttet over i forsamlingshuset, og det er der en helt særlig grund til.


Vi forventer nemlig at se så mange som overhovedet muligt.


Alt på generalforsamlingen denne gang kommer til at vedrøre jer, der bor i byen. Uanset om du er pensionist eller børnefamilie, har vi noget på programmet, som angår dig.


Så mød op og lyt med. Du behøver hverken stille spørgsmål eller sige noget klogt.


Man kan sagtens dukke op og bare lytte. Men vi er selvfølgelig stadig meget interesserede i at høre jeres idéer og hvilken retning I synes, vi skal gå i.


Vi håber, vi ses. ⭐

Klik på billedet tilmeld dig på Facebook. Man kan også komme uden tilmelding, men det er nemmere at handle ind hvis vi ved hvor mange der dukker op.
Klik på billedet tilmeld dig på Facebook. Man kan også komme uden tilmelding, men det er nemmere at handle ind hvis vi ved hvor mange der dukker op.



Til sidst, vil vi bare sige tak til alle jer, der har bidraget, bakket op og været med i løbet af året.

Specielt tak til alle vores medlemmer, som bidrager til at få tingene til at ske. Uden jer, havde der ikke været nogen forening.

Vi glæder os til at dele årets første udgave af Pulsen med jer - og vi ser frem til et nyt år med fremgang, lokale opture, fællesskab og sammenhold!


Vi ses snart! 😉



Er du stadig ikke blevet medlem af Grundejerforeningen?

Meld dig ind, og støt arrangementer som dette. Samt alle de andre ting vi gør, for byen og fælleskabet.





 
 
Idestrups Puls
bottom of page