top of page

Nyt online udlånssystem - nemmere reservation af foreningens materialer

for 12 timer siden
2 min læsning

Vi har gennem de seneste år fået flere og flere materialer, som medlemmerne kan låne gennem Idestrup og Omegns Grundejerforening. Det er vi rigtig glade for, men det betyder også, at der efterhånden kan være mange ting ude at låne på samme tid. 😅

Indtil nu har reservationerne primært været håndteret via materialetelefonen og manuelle papirer i en mappe. Det fungerer, men det kræver også en del tid at tage imod opkald, skrive reservationer ned og holde styr på, hvad der er ledigt hvornår.


Derfor lancerer vi nu vores nye online udlånssystem.


I systemet kan du selv:

  • se hvilke materialer der er ledige

  • vælge dato og låneperiode

  • reservere de materialer, du har brug for

  • se din reservation igen senere

  • ændre eller annullere din reservation online

Systemet hjælper samtidig os i foreningen med at holde et langt bedre overblik over vores lager og de mange materialer, der er ude hos medlemmerne.

Materialetelefonen fortsætter frem til 15. december


Vi ved godt, at nye digitale løsninger ikke er lige nemme for alle.

Derfor fortsætter materialetelefonen parallelt med det nye system frem til og med 15. december. Det kan man passende også ringe til, hvis man har brug for en hånd til at navigerer systemet.

Fra 16. december vil bestilling af materialer kun kunne ske online.


Vi har gjort meget for at gøre systemet så enkelt og overskueligt som muligt. Men hvis du synes, teknikken er svær, håber vi, at et barn, barnebarn, nabo eller en anden, der er vant til at bruge nettet, vil give en hånd med de første gange. 🙂


Hvorfor ændrer vi det?

Det handler først og fremmest om at bruge foreningens tid bedst muligt.

Når reservationer håndteres manuelt, går der en del tid med telefonopkald, noter, papirer og efterfølgende koordinering. Samtidig er vores lager vokset, så det i dag er væsentligt mere omfattende at holde overblik over, hvad der er ledigt, reserveret eller allerede udlånt.

Det nye system giver både medlemmerne et bedre overblik og frigiver tid hos os i bestyrelsen, som vi i stedet kan bruge på andre opgaver og aktiviteter i foreningen.


Hvad med leje af trailer? Traileren har sine lidt egne regler, i forhold til materialer. Derfor er det bedst, at den fortsætter med at kunne lejes, ved at ringe på trailer udlejningsnummeret. Det kan du finde her.

Sådan kommer du i gang

Du finder det nye udlånssystem her:




Her kan du både lave en ny reservation og finde en eksisterende reservation igen.

Afhentning og aflevering foregår fortsat som hidtil:

Carporten ved BlækspruttenØstergade 1

Vi håber, I vil tage godt imod det nye system – og at det på sigt bliver lettere både for jer som medlemmer og for os, der administrerer udlånet.

 
 
bottom of page